Teknisk uheld

Klumme af Eline Svendsen - bragt i eXposure #1, maj 2007.

De seneste par måneder har jeg oplevet at være ufrivilligt uden internet. Denne, i vores tid ret usædvanlige oplevelse, har lært mig 2 ting:

1) Hvor afhængig af moderne teknologi jeg i grunden er.
2) Hvor skræmmende hurtigt man kan ryge ud af modelbranchen, hvis man ikke konstant gør opmærksom på sig selv.

Det startede med at jeg i begyndelsen af januar skulle flytte, og glad og naiv som jeg var, troede jeg at mit internet uden problemer kunne flyttes med. Men nej, da kunne Eline godt tro om igen. Efter knap 4 måneder med tekniske problemer, oprettelsesgebyrer og pinagtig ventetid, er jeg stadig ikke tilkoblet. Udover de almindelige irritationer det har medført, har konsekvensen været en modelkarriere, der stort set har stået stand-by siden nytår. Hvorfor? Fordi en modelkarriere skal plejes og vedligeholdes. Alle de små ting jeg plejede at gøre dagligt, ugentligt, er ikke blevet gjort, og ligesom det er tilfældet med fx rengøring og at fjerne ukrudt fra haven, opdager man først vigtigheden af den slags, når det IKKE bliver gjort.

Siden nytår har jeg ikke kunnet opdatere min hjemmeside og mine modelprofiler rundt omkring, jeg har ikke kunnet udsende mine ugentlige nyhedsmails som er blevet lidt af et vartegn for mig som model, og jeg har ikke kunnet kontakte nye fotografer og pleje mit allerede bestående netværk. Resultatet viste sig meget hurtigt i form af dalende besøgstal på min hjemmeside. Når en side ikke har noget nyt og spændende at byde på, mister folk interessen for den, og efter noget tid begynder de at tænke at personen bag hjemmesiden har fundet andre interesser og ikke længere er aktiv indenfor det hjemmesiden handler om, i dette tilfælde modelbranchen. Sidste skridt på vejen er at folk stopper med at tænke på og regne med en. De har ikke længere ens navn eller hjemmeside frisk i hukommelsen. Man bliver glemt.

Udover færre besøgende har jeg også de sidste par måneder fået færre mails og dermed færre bookinger. Når jeg ind imellem er logget på en fremmed computer for at tjekke mail, har det været begrænset hvad der har været af spændende beskeder mellem bjergene af spam. Har en fotograf ind imellem skrevet, har det som regel være for at spørge om jeg er stoppet som model, og hvorfor. Oveni det hele valgte min mobil også at brænde sammen, hvilket gjorde at jeg fik en besked om en landsdækkende reklamekampagne for sent, og gik glip af jobbet. Er der noget at sige til at jeg for tiden nærer en vis selvretfærdig vrede rettet mod teleselskaber og internetudbydere, og at jeg mest af alt har lyst til at råbe ud over det ganske land: NEJ, ELINE SVENDSEN ER IKKE STOPPET SOM MODEL, HUN HAR BLOT VÆRET OFFER FOR ET TEKNISK UHELD!!!

Om et par dage får jeg internet igen - omsider. Min opgave bliver så at reparere skaderne på den modelkarriere jeg ikke har kunnet vedligeholde de sidste 4 måneder. Det bliver lidt som at starte forfra. Min internetudbyder er naturligvis ligeglad med de kvaler jeg har lidt.

Men denne erfaring har virkelig lært mig hvor meget det betyder at man selv gør en indsats. Derfor lyder min opfordring til alle I modeller, der ikke pt. bliver holdt som gidsler af teleselskaber, internetudbydere, mm.: Vær aktive! Hvis I har mulighed for det, så gør opmærksomme på jer selv. Det er ikke nok at oprette en modelprofil et sted og så forvente at jobtilbudene kommer dumpende. Man skal selv gøre en indsats. Opdatér profilerne jævnligt, så fotograferne kan se at I ikke blot har oprettet den som en fiks idé midt i en brandert eller på en småkedelig kristi himmelfartsdag, men at I virkelig mener det seriøst. Sørg for at der jævnligt foregår noget nyt og spændende på jeres hjemmeside – det tiltrækker folk, som så fortæller det videre. Henvend jer til fotografer I gerne vil arbejde med, i stedet for at forvente at de kommer til jer. Søg på nettet efter nye konkurrencer og modelsteder og plej det netværk af fotografer I allerede har. Det gør alt sammen en forskel.

Selv går jeg en sommer i møde hvor jeg på trods af en lidt bitter trang til at sparke min internetudbyder et vidst sted, sandsynligvis vil sidde klistret til skærmen som en anden computernørd. Med undtagelse af de gange hvor et modeljob – forhåbentligt – hiver mig væk fra det kunstige lys fra computeren og ind under det lige så kunstige lys fra fotografens lamper.

Copyright Eline Svendsen - www.elinesvendsen.dk
Artiklen eller dele af den må kun gengives efter aftale med Eline Svendsen, med tydelig angivning af Eline Svendsen som forfatter og med henvisning til www.elinesvendsen.dk