Arrogance i branchen

Klumme af Eline Svendsen - bragt i eXposure #2, august 2007.

”I want to photograph you on July 14th. Meet me on this location. It’s a paid job, but not a lot. We will shoot fashion, lingerie and nude. Reply quickly.”

Beskeden lå i min indbakke på et internationalt modelforum fra en professionel amerikansk fotograf, der ville tilbringe nogle dage i København. Et kig i hans portfolio og jeg tabte næsten vejret. Meget smukke mode- og undertøjsbilleder – selvfølgelig var min første reaktion at blive smigret over at han havde kontaktet mig. Imidlertid indeholdt selvsamme portfolio også en del billeder, hvor helt nøgne modeller lå på udendørs og til tider offentlige locations – ikke pornografiske billeder men samtidig nøgne på den måde at intet var skjult – der var så at sige frit udsyn til hele godteposen. En kombination af dette og at hans måde at henvende sig til mig på fortrinsvis bestod af sætninger i bydeform gjorde, at min begejstring blev afløst af en vis skepsis. Jeg skrev derfor tilbage at jeg var interesseret, men at jeg dels ville vide hvor meget ”not a lot” var, og at jeg dels havde nogle betingelser angående nøgenhed på billeder.

Et par dage og intet svar. Jeg holdt datoen åben – måske manden bare havde travlt. Efter at havde skrevet igen et par gange for at høre om han var indforstået med mine betingelser eller ej, og der stadig intet svar var, måtte jeg konstatere at hans interesse var forsvundet i samme øjeblik jeg begyndte at stille krav.

To ting irriterede mig ved denne oplevelse. Dels at manden i det mindste ikke kunne skrive tilbage og sige at han ikke var interesseret længere. Dels hele hans måde at henvende sig til mig på – som om det ganske enkelt ikke falder ham ind at modellen overhovedet kunne have nogle betingelser. Det ser man ofte ved meget dygtige fotografer – de tror hele verden indretter sig efter dem. En arrogance der i dén grad strider imod de principper jeg har som model – nemlig at en aftale er på lige vilkår og at man behandler hinanden med respekt.

Muligvis skyldes det at i den professionelle del af branchen har modeller intet at skulle have sagt. De bliver blot bedt om at møde op, gøre deres job uden at stille spørgsmål, gå igen og vente på lønchecken. MEN – denne måde at gøre tingene på kan ikke bare uden videre overføres til den del af branchen der hedder fritids/freelance modeller. Dels er den løncheck vi kan forvente, ikke en brøkdel af hvad de professionelle modeller får. Og dels har vi ikke et bureau i ryggen til at forhandle aftalen på plads, sørge for at det kun er reelle folk vi kommer ud til og at vores grænse ikke overskrides – alt det er vores eget ansvar. Vælger en fotograf at kontakte en freelance model, sparer han nogle penge – til gengæld må han altså tage med, at vi har forskellige betingelser som skal overholdes. Han kan ikke bare koste rundt med os og så samtidig aflønne os med småpenge.

Let’s face it – mange fotografer er lidt krukkede og skal helst stryges med hårene – det er en del af branchen. De allerfleste er alligevel respektfulde i  deres måde at henvende sig til modellen, til at forhandle med og behagelige at arbejde med. Heldigvis er det sjældent jeg støder på dårlig opførsel i branchen – fotografer der svarer uhøfligt eller slet ikke svarer, sviner hinanden til i debatter, lover modellerne ting de ikke kan holde, ikke udleverer billeder osv., men når det endelig sker, er det, for at sige det på godt jysk, ”træls”. Man får en negativ oplevelse og føler måske man har spildt sin tid – dette gælder især i det eksempel med en fotograf der ikke gider sende de lovede billeder.

Nu skal jeg naturligvis ikke lukke øjnene for at arrogance og dårlig opførsel også er at finde ved os modeller. Den klassiske er historien om modellen der har en aftale med en fotograf, og så bare bliver væk uden at melde afbud. Andre modeller er direkte usamarbejdsvillige og forventer at alt kører efter deres hovede. Et eksempel på dette er en efter sigende ret arrogant dansk model, der, fordi hun har fået succes, tror hun kan tillade sig hvad som helst. En fotograf der skulle tage billeder af hende til en miss-konkurrence, spurgte om hun ikke ville smile, hvorpå hun surt svarede, at hun kun smilede når hun fik penge for det(!).

Man kommer altså langt med imødekommenhed og samarbejdsvillighed, og et venligt afslag på en henvendelse er altid bedre end et surt ditto, eller slet intet svar. Indrømmet, jeg er også blevet bedre til det med at takke høfligt nej, end jeg var da jeg lige var startet som model, fordi jeg har indset vigtigheden i at bevare respekten og professionalismen, fremfor at kaste sig ud i en diskussion med fotografen om hvorfor man ikke synes hans billeder er i verdensklasse.

Netop respekt er nøgleordet. Vi har alle forskellige ambitioner, interesser og grænser, men et samarbejde – for det er jo det, det er – kræver at man kommunikerer og respekterer hinanden. Fotografen bør huske på at modellen ikke bare er et arbejdsredskab, men en levende og individuel person, hvis grænser skal respekteres. Modellen bør huske på at fotografen ofte lægger et stort arbejde i hver fotosession, både før, under og efter, og have respekt for dette.

Og så er mails, der ikke er formuleret i bydeform altså at foretrække...

Copyright Eline Svendsen - www.elinesvendsen.dk
Artiklen eller dele af den må kun gengives efter aftale med Eline Svendsen, med tydelig angivning af Eline Svendsen som forfatter og med henvisning til www.elinesvendsen.dk